Stem flere kvinder ind i byrådet!
Læserbrev af Mette Mørup Poulsen.
Bragt i nordjyske 9/11 2005.
Det står sløjt til med ligestillingen i kommunalbetyrelserne. I gennemsnit er kun 1 ud af 4 byrådsmedlemmer i dag en kvinde. De tre kommuner som nu bliver til Rebild Kommune, ligger alle under dette gennemsnit. Bundscoreren er Nørager, hvor der kun sidder 7,7% kvinder i byrådet. Det er landets 6. dårligste kvinderepræsentation!
Hvis vi skal have flere kvinder valgt ind og det skal vi! - er det en helt nødvendig forudsætning at partier og lister opstilller flere kvinder. I hele Rebild Kommune er 40 ud af 127 opstillede kandidater kvinder. Det svarer til 31%.
I SF-Rebild tager vi ligestilling alvorligt, ikke kun i ord, men også i handling. Vi er nemlig hele 75% kvinder på listen, hvilket giver os kommunens absolutte førerposition, når det gælder opstilling af kvindelige kandidater.
Men opstilling gør det ikke alene. Vi skal jo også helst vælges. Ikke kun fordi vi er kvinder, men også fordi vi er garanter for, at børn i kommunen får en god barndom og bliver godt rustet til livet. SF insisterer desuden på, at alle mennesker bliver behandlet med respekt og værdighed uanset sprog, etnisk baggrund og religion. Og så vil vi med næb og klør kæmpe for, at vi passer på vores naur og miljø. SF vil have et bæredygtigt miljø, hvor mennesker trives også i fremtiden.
Mette Mørup Poulsen
Byrådskandidat,
opstillet som nr. 2 for SF i Rebild
Guldbækvej 79,
Guldbæk,
9230 Svenstrup
SF-Rebild er Socialistisk Folkeparti i Rebild Kommune - Skørping, Støvring og Nørager.Formand: Gunner Poulsen Telefon: 30 24 58 72.






