Thomas Krogs grundlovstale 2006

Af Thomas Krog

Det går virkelig godt. Det er gode tider. Det var statsministerens hovedbudskab under folketingets afslutningsdebat i torsdags. Han talte endda om et land, hvor alle får del i fremgang og tryghed.

Hvis det var statsministerens mål, at vi alle får del i trygheden, så ville jeg og SF bakke 100 procent op. Det deprimerende er, at statsministeren beskrev Danmark som et land, hvor fremgang og tryghed for alle i dag er en realitet.

I min daglige færden møder jeg et andet Danmark, end det statsministeren taler om.

Et Danmark, hvor tryghed er en mangelvare, der skal kæmpes for.

Derfor her jeg i min tid i Folketinget brugt mange kræfter på eksempelvis at hjælpe de tusindvis af mennesker, som i disse år bliver klemt i de kommunale systemer, fordi økonomien der er mere og mere presset. Mennesker, som helt uforskyldt og uberettiget får frataget det forsørgelsesgrundlag som sygedagpengene udgør for dem.
Jeg har forsøgt at være talerør for det voldsomt stigende antal mennesker, der bliver placeret på nutidens fattighjælp - ledighedsydelsen - selv om der absolut ingen mulighed er for, at de kan få det dertil hørende fleksjob.
Min færden i det andet Danmark har fået mig til at arbejde målrettet for at hjælpe mennesker, der er nedslidte efter et langt og hårdt liv på arbejdsmarkedet, men alligevel skal gennem 7-8-10 arbejdsprøvninger, jobtræningsforløb og diverse lægeundersøgelser, der strækker sig over 3-4 år før de kan få den førtidspension, som giver dem ro og mulighed for at komme videre med deres liv.
Jeg har rejst det problem at forældre til handicappede, der i årevis yder børnene en uundværlig hjælp ved at passe dem i hjemmet og samtidig sparer samfundet for udgifter til institutionspladser, at de forældre helt urimeligt står uden dagpengeret den dag barnet eks dør, fylder 18 eller flytter på institution.
Sådan er der utallige områder, hvor mennesker ikke oplever statsministerens påstand om, at det går virkelig godt. Områder, hvor mennesker er voldsomt økonomisk klemt, og har så svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, at de ikke orker at råbe op. De har ikke kræfter til at gøre opmærksom på at der også er et andet Danmark, hvor tryghed og fremgang er en udbredt mangelvare.

Men hver gang jeg har prøvet at rejse alle disse menneskers behov for hjælp, har jeg fået det samme automatsvar fra de ansvarlige ministre - der er ikke noget at komme efter! Jo, statsministerens teflon-ånd gennemsyrer tydeligvis hele regeringen.

Og er der uomtvisteligt problemer, så bliver det slået fast, at det i hvert fald ikke er regeringens ansvar. Nogle år var det den tidligere regerings skyld. Nu er alle problemer amters og kommuners skyld. Og det kan ikke en gang diskuteres. Den almindelige åbne debat om problemerne bliver forsøgt sat ud af kræft. Det er jo besværligt og kan koste stemmer. Det danske demokrati er under pres. Ikke fra islamistiske fanatikere, men fra langt mere nærværende og magtfulde kræfter.

Mens ytringsfriheden besynges som ukrænkelig fra højrefløjen, er dens praktiske forhold til ytringsfrihed altså mere end problematisk. Anders Fogh, Søren Krarup, Bertel Haarder og deres sammenrend aner jo ikke hvad demokrati vil sige. De er magtfuldkomne - mener sig hævet over kritik og ønsker såvel kritisk presse som opposition bandlyst. Det er realiteten, som masser af eksempler påviser.

Hvornår har vi sidst set Anders Fogh Rasmussen i åben debat? Nej, vel. Han er altid i Deadline eller Profilen solo.

Han har fået - mindst - 271 henvendelser om et interview om Irak. Men nægter hver gang. Katastrofalt. Krigen i Irak er den mest alvorlige udenrigspolitiske beslutning Danmark har taget siden 1940.

Regeringen og Dansk Folkeparti anlægger altså en dobbeltstrategi: enten ties tingene ihjel eller afvises med et "der er ikke noget at komme efter". Eller også intimideres journalisterne, så de for fremtiden kan lære at stryge magthaverne med hårene.

Selv-censuren blandt journalister, som bliver straffet med tavshed eller anklager hvis de har ytret sig kritisk, er farligt for demokratiet. På den helt store skala ser vi det også med sagsanlægget mod to journalister og en redaktør fra Berlingske Tidende, fordi de offentliggjorde nogle lækkede notater fra FE i forbindelse med Irak-krigen og den såkaldte Grevil-sag.

Og der er masser af eksempler i dagligdagen. Statsministeren og regeringen er på nationalt planer ved at lave en Peter Brixtofte.

Når regeringen er ligeglad med argumenter, når al kritik bliver fejet af bordet som ubegavet, så er risikoen for at fortsætte ud ad en forkert vej - overhængende.

Konkret har jeg i mine fem måneder her oplevet borgerligere politikere, der sidder og sover, når folk udefra virkeligheden har foretræde for udvalg i Folketinget. Hvorfor skulle de også lytte, når de alligevel aldrig kunne drømme om at ændre holdning?

Jeg har oplevet at blive skældt hæder og ære fra af en ophidset undervisningsminister, fordi jeg i Folketingssalen stillede spørgsmål til de sager, der blev behandlet. Klarere kan man ikke understrege, at det ikke længere er god tone at diskutere med det herskende flertal.

Jeg har været til møde med eksempelvis førtidspensionisterne - de pædagogstuderende - lærerne og de rygmarvsskadede. Møder hvor de borgerlige hver gang har været inviteret, fordi det vil være lærerigt med en debat. Gang på gang er samtlige borgerlige partier blevet væk.

Dialogen, debatten og muligheden for at borgerlige politikere blev klogere på det andet Danmark udeblev.

For Peter Brixtofte er enevældet foreløbig endt i retten. Jeg tror, at det for regeringen ender ved næste valg. Danskerne finder sig nemlig ikke i at blive talt hen over hovedet, af mennesker, der foregiver aldrig at tage fejl.

De mennesker, hvis oplevelse af hverdagen ligger milevidt fra statsministerens glansbillede har også stemmeret. Folk i massevis går på gaden i protest. Utilfredsheden med regeringens arrogante magtfuldkommenhed begynder også at slå igennem i meningsmålingerne, der går i den rigtige retning. Der er stadig håb for såvel folkestyret, som det andet Danmark.

< Tilbage til siden om Grundlovsmødet 2006.