Vores folketingskandidat/medlem Pernille Vigsø Bagge holdt middagstalen på landsmødet i Vejle. Hun fortalte dette eventyr om problemerne i Sønder Fælled.
Eventyret om Søndre Fælled
Af Pernille Vigsø Bagge.
Jeg vil gerne have lov til at fortælle jer eventyret om Søndre Fælled.
En gang for længe siden, var der en lille landsby langt ude på landet. Folkene i den lille landsby levede deres eget stille liv, og der var kun ét lille problem i landsbyen, men dog et problem som trængte sig mere og mere på, som tiden gik. Sagen var nemlig den, at i mange år var der ikke flyttet nye folk til byen. Faktisk var der kun 11 indbyggere tilbage.
Der var mange som syntes godt om Søndre Fælled og dens indbyggere, men indbyggertallet i byen forblev det samme.
I landet hvor byen lå, var der en ond og dum konge, som blev kaldt Alfred Fjog Rask-men-dum. Han gik i krig mod andre lande, og han elskede at se sin befolkning konkurrere internt mod hinanden. Nu havde han fået den idé at udskrive en konkurrence landets landsbyer imellem om, hvem der på kortest tid kunne få flest nye indbyggere. Præmien var meget særpræget. Kongen lovede at abdicere når konkurrencen var slut, og den mest vakse unge mand i den vindende landsby, skulle som præmie have lov at gifte sig med den halvgamle prinsesse: Helga Tror-men-kan-for-lidt.
Vores lille landsby Søndre Fælled havde også hørt om konkurrencen, og egentlig tog de ikke notits af den til at begynde med, men i byen havde de sådan en vaks ung mand: Vakse Villy, som fik de andre beboere overtalt til at S.F. skulle deltage. Velvidende at de så skulle konkurrere mod de nærliggende landsbyer: Jelved Vesterager, som var en landsby der sikkert ville slå sig op på mange kaffebarer, Enelund, hvor Frank med Tåen, Rune i Lunden, Lille Line Barefødder og prinsesse Rosenkrants jo boede - og også den fjerntliggende Kjærsgårde, som helt sikkert ville slå sig op på en Richard Ragnwald-festival, for at få flere tilflyttere.
Derfor vidste beboerne i SF også, at de måtte finde på noget helt unikt for at få flere folk til at flytte til byen. En dejlig sommeraften mødtes de alle 11 ved byens gadekær for at lægge en slagplan. De havde mange gode ideer, og da de ikke kunne overskue alle ideerne blev det besluttet, at de alle skulle gå hjem og tænke natten over, for så at mødes næste aften med én idé hver især.
Vakse Villy var særligt ivrig. Han havde længe haft en godt øje til Helga Tror-men-kan-for-lidt, og han ville så gerne vinde konkurrencen.
Næste aften mødtes de ivrige landsbyboer ved gadekæret igen.
Anne-ret-så-sikker tog ordet: "Jeg kan ikke se andet end at vi må slå os op på sundhed. Alle skal være sunde, og så at vi ikke vil have overvågning."
Nej, nej nej sagde Steen-vil-i-gade-kamp: "Det vil skabe en masse ro, og jeg vil gerne at der skal være noget rav i den."
Ja, råbte Godsejeren Poul-Henrik fra Svaneholmen: "Kollektiver - vi skal alle sammen bo i bofællesskaber - det er vejen frem. Og de skal besættes skal de!"
KommunOle nikkede bifaldende: "Det er skønt med bofællesskaber, og jeg har lavet nogle 5-årsplaner for, hvordan det hele kan strikkes sammen."
"Jeg har altså en helt anden idé", sagde Karamellen; "Vi skal arrangere optog for homoseksuelle i weekenderne! Så kan optoget besøge Kjærsgårde, og grine af, hvor dumme de er derovre - det vil få mange til at flytte til vores by."
"Jeg er ikke meget for det", mumlede Holger Fællessanger: "Så bliver der for meget fokus på gammel dansk landbokultur. Hvis de laver noget med Richard Ragnwald skal vi gøre noget helt nyt og anderledes. Vi skal have et civilt forsvar, med noget beskyttelse mod den skrækkelige folkesanger, så vi virker high-tech."
"High-tech, siger du high-tech?" udbrød Energirethe: "Vi skal danne et vindmøllelaug, det er det vi skal. Et vindmøllelaug med mange kvinder i ledelsen"
"A will gjerne foreslå at wi prøver at tiltrække folk westfra" brød Rødbonden ind: "De er klowere end de flest af jer, og så snakker de så man kan forstå det."
De andre 10 vendte sig om og stirrede uforstående på Rødbonden. De havde aldrig helt forstået hvad han sagde, og det gjorde de heller ikke nu. Morten-Skattebasse rejste sig op, kiggede ud over forsamlingen og sagde med høj og klar stemme: "Jeg synes vi skal lave en indsamling, så vi kan gøre noget til gavn for dem der har små børn., men der er nogen der skal betale mere end andre til indsamlingen. Godsejeren f.eks. Han er vel den rigeste?"
"Nej det er Rødbonden garanteret", udbrød Promille, som var landsbyens seneste tilflytter: "Min idé er bedre. Jeg synes vi skal brygge vores egen altervin, som vi kan sælge på flasker, og blive brandet på at Søndre Fælled har sin egen altervin."
Vakse Villy foreslog, at de skulle spørge to af landsbyens tidligere beboere, som havde været udstationeret, til råds. Det var den gamle landsbydronning Margrethe den første, og den iltre Kruspersille. Sjældent enige, men altid meget tændte, var de berejste damer.
"Årh, Margrethe den første foreslår noget med samarbejde med andre landsbyer i andre lande, og det vil jeg ikke", sagde Skattebassen og gik sin vej.
"Og Kruspersille vil sige noget om de udsatte børn, og det er OK, bare det ikke er noget med overvågningskameraer", sagde Anne Ret-så-sikker og humpede rundt på sin dårlige fod.
Vakse Villy så fortvivlet rundt på flokken: "Det er alt for mange forslag. Vi må vælge noget ud, hvis vi skal vinde konkurrencen. Jeg vil så gerne giftes med Helga Tror-men-kan-for-lidt. Og jeg er da landsbyens mest vakse unge mand?"
"Du er i hvert fald vaks", sagde KommunOle, og det var der ingen der betvivlede.
"Vi må sove med bukserne på til i morgen igen", sagde Vakse Villy, "og så må vi udvælge en præcis strategi for, hvad vi skal gøre for at tiltrække flere folk."
Men Vakse Villy havde besluttet sig. Han vidste at han selv var en vigtig aktør i kampen om flere tilflyttere, og han vidste at hans charme kunne drive det vidt. Jeg finder 3 ting, som vi skal slå på, og så overtaler jeg de andre til, at det er vejen frem. Han smilede for sig selv mod solnedgangen og vidste at nu havde han fået en fin idé.
Næste aften ved gadekæret tog Vakse Villy med det samme ordet og sagde:
"FRIHED; LIGHED OG KÆRLIGHED- Vi slår os sammen med Jelved-Vesterager, jeg gifter mig med Helga tror-men-kan-for-lidt inden konkurrencen er slut, og på den måde vil mange flere flytte hertil, kongen abdicerer, og alt ender godt."
Kruspersille, Margrethe den første, Steen-vil-i-gade-kamp, Morten-Skattebasse, Godsejeren, Promille, KommunOle, Karamellen, Rødbonden, Holger Fællessanger, Anne-ret-så-sikker og Energirethe drog et lettelsens suk. Nu kunne de i ro og mag gå ind i konkurrencen. Vakse Villy havde en plan, og det var der ingen ben i. Fremtiden tegnede i sandhed lyst for Søndre Fælled.
Mange tak for ordet.
SF-Rebild er Socialistisk Folkeparti i Rebild Kommune - Skørping, Støvring og Nørager.Formand: Gunner Poulsen Telefon: 30 24 58 72.






