Har Skørping den størrelse, Skørping skal have?
Læserbrev af Bertil Mortensen i Nordjyske 4. marts 2006.
I forslaget til Skørping Kommunes ny kommuneplan fremgår det, at et område nord for Skørping by skal udlægges til 140 nye boliger.
Det rejser en række spørgsmål. F.eks. - hvad der vil ske med kvaliteten af skørpingborgernes drikkevand, når en del af de kommende boliger vil komme til at ligge oven på det vigtigste vandindvindingsområde til Skørping by? Og f.eks. - er der overhovedet nogen økonomisk nettogevinst selv på længere sigt, når udgifterne til ud/nybygning af skole, institutioner og infrastruktur holdes op mod de forventede skatteindtægter fra nye skatteborgere?
Men jeg vil tage fat i et andet spørgsmål: Hvordan vil det gå med trafikken og trafiksikkerheden? Ifølge kommuneplansforslaget vil antallet af bilture øges med 700 pr. døgn. Endvidere skal det planlagte boligområde vejforsynes via Petersmindevej og Hanehøjvej. Forlængelsen af Petersmindevej forbi spejderhytten går direkte igennem et af byens dejligste, nære naturområder. Hanehøjvej med dens dårlige oversigtsforhold og med dens mange bløde trafikanter har allerede i dag for megen trafik. Og når den korteste vej fra det ny boligområde til Skørping centrum vil være gennem skoven ad Nordre Skovvej, er det ikke svært at forestille sig, at denne vej omdannes til en trafikeret fødevej.
Desuden ligger det planlagte boligområde så langt væk fra byens centrum, at mange forældre vil bruge bilen til at køre deres børn til skole og institutioner i. Det trafikkaos, der allerede er i dag ved jernbaneoverskæringen og skolen, vil med usvigelig sikkerhed øges, og trafiksikkerheden vil mindskes.
Planlægning af de nye boligområder nord for Skørping er altså på mange måder en rigtig dårlig ide. Byen skal naturligvis udvikle sig. Men byudvikling er ikke kun et spørgsmål om kvantitet - flere boliger og flere skatteborgere men også om kvalitet for de borgere, som har valgt at bosætte sig i ”byen i skoven”.
Tiden er måske inde til at starte en diskussion om, hvorvidt Skørping har nået den størrelse, som Skørping skal have.
Bertil Mortensen.
SF-Rebild er Socialistisk Folkeparti i Rebild Kommune - Skørping, Støvring og Nørager.Formand: Gunner Poulsen Telefon: 30 24 58 72.






